Nu er studentertiden veloverstået, selvom den gik alt alt alt for hurtigt. Det betyder at mit nye liv starter hvor jeg skal flytte langt væk fra venner og familie og starte på noget helt andet. Min blog er både så venner og familie kan følge med i hvad jeg går rundt og laver, men også for at jeg bagefter selv kan huske hvad det egentlig var jeg fik tiden til at gå med i mit år i sydens sol (læs Sønderjylland). Her er hvordan det hele startede og hvad de sidste par dage er gået med:
Dagen hvor jeg skulle til mundtlig matematik eksamen, blev jeg ringet op af centerlederen. Han ville bare lige fortælle mig at han havde sendt et udkast til en kontrakt til mig. Det var jo super lækkert og gjorde bare dagen endnu bedre. Nu turde jeg endelig sige min lejlighed op og begynde at tænke frem mod det næste år.
I mellemtiden har centerlederen sagt op, så det bliver lidt spændende at se hvordan det hele kommer til at forløbe.
I mandags var jeg nede for at besøge dem igen. Nu var mine tre kommende kollegaer startet. Lars fra Danmark, Gints fra Letland og Hedwig fra Østrig. Sarah fra England er der stadig, men hun rejser engang til september. De virkede super søde og jeg glæder mig til at arbejde sammen med dem. Jeg fik set huset hvor jeg skal bo, og det ser ret nyrenoveret ud, det meste af det og de andre er ikke flyttet ind i hele huset endnu. Tidligere har huset været delt i to, i den ene del bor GEÅ'erne og de udenlandske volontører og i den anden halvdel boede centerlederen. Men nu er hele huset til os unge mennesker og det er super lækkert at vi har så meget plads og boltre os på.
Under mit besøg mødte jeg også en del af de frivillige (de hedder borgere) som arbejder på Ny Hedeby Spejdercenter. Det ligger samme sted som Stevninghus, men er to forskellige ting, dog er arbejdet med sammenlægning i fuld gang. Der er centersommerlejr i denne uge, så der var også spejdere på centeret.
Jeg overnattede på centeret og tirsdag mødte jeg så resten af de ansatte på centeret. Mads, som er generalsekretær i Det Danske Spejderkorps, var også på besøg for at finde ud af hvordan fremtiden skal forløbe på Stevninghus. Det virkede til at der kom godt styr på det hele og for mig virkede det som om at det er en god løsning indtil den nye centerleder er fundet.
Da jeg skulle hjem i går fra Stevninghus, fik jeg prøvet hvor lang togturen egentlig er. Den er LANG! Men jeg kan jo lige så godt begynde at vænne mig til den. Jeg tror måske også at når jeg skal hjem og besøge folk, glæder jeg mig på en anden måde, end jeg gjorde i går.
Nu er nedpakningen af lejligheden så gået i gang, og det virker som et lidt uoverskueligt projekt. Men i morgen (torsdag) kommer hende der skal flytte ind i lejligheden og kigger, så der skulle det helst se nogenlunde pænt ud. På tirsdag flytter jeg hjem til far og forlader dermed halvandet rigtig gode år. Det bliver en anelse vemodigt, for jeg har godt nok haft nogle dejlige timer i den her lejlighed. Mit første helt eget hjem, men det bliver nu også meget spændende at flytte til Stevninghus og komme på nye eventyr.
Det var starten på mit nye eventyr og jeg glæder mig allerede til at fortælle mere om det :-)
Stort KRAM fra Line
P.s. Fiskene må gerne fodres :-) :-P