Når kalenderen rammer d. 1/1, og et nyt år begynder, gætter jeg på at jeg ikke er den eneste der tænker tilbage på året der er gået og reflekterer lidt over tilværelsen. At jeg i denne sammenhæng bruger ordet 'reflektere' er et meget bevidst valg, men mere om det senere.
Jeg vil ikke sidde og remse alle de ting op, som jeg har lavet i 2011, for så bliver jeg aldrig færdig! Året har budt på mange oplevelser, og da jeg i går sad i bussen på vej til Viborg for at fejre nytår med Signe, lavede jeg en top 3 over de største ting der er sket i mit liv i 2011:
1. ULK
2. Flytte til Århus
3. WSJ 2011
Jeg vil primært bruge dette blogindlæg på at få skrevet ned hvad ULK egentlig har gjort ved mig, da det er noget jeg længe har villet gøre. Nok mest for min egen skyld.
Da jeg tog afsted på ULK forventede jeg egentlig ikke så meget, andet end at have det sjovt og møde nogle nye mennesker og dermed få udvidet mit "grønne" netværk. Jeg havde hørt utrolig meget positivt om kurset, og jeg glædede mig derfor rigtig meget. Men at det skulle ændre mig så meget, er meget overvældende at tænke tilbage på! (Jeg fik også udvidet mit grønne netværk rigtig meget OG jeg havde det vildt sjovt!)
Under kurset blev der hele tiden stillet spørgsmål til de valg vi tog i patruljen, når vi havde ansvaret for morgen, middag eller aftenmodulet og generelt blev der stillet mange spørgsmål til os, som personer og vores valg og vi brugte rigtig meget tid på at reflektere. Det er ikke noget jeg har gjort før på den måde, og i starten synes jeg det var lidt fjollet og jeg var ret skeptisk, men jeg lærte at holde af det og det har virkelig givet mig meget.
Det lyder måske lidt rodet, men resultatet af disse handlinger har gjort rigtig meget for mig:
Jeg er begyndt at stille spørgsmålstegn til mig selv, mine handlinger, andres handlinger, faste traditioner og livet generelt. Hvorfor gør vi som vi gør? Og svaret: "Det plejer vi" er ikke godt nok til mig længere. Der skal ligge tanker bag, og det er ret interessant når man begynder at reflektere over tingene.
På ULK brugte vi kun feedback-metoden Bedstemors lov. Man kan læse mere om Bedstemors lov her.
Efter ULK har jeg også fået en masse selvtillid. Det er helt klart et resultat af at den positive og anerkendende tilgang til alt! Jeg får tit en klump i halsen, når jeg tænker tilbage på alle de søde ting min patrulje fortalte mig den sidste dag på kurset. De har set mig og accepteret mig for den jeg er, og det at de fortalte mig det betyder virkelig meget. Det bliver man altså glad i låget af, og det er virkelig noget alle skal prøve. Det var ret vildt at de kunne sige så meget om mig, efter vi kun havde tilbragt en uge sammen.
Selvtillidsboostet har også gjort at jeg er begyndt at se meget mere positivt på ALT! Det var ikke noget jeg tænkte over i starten, men efter et par måneder, kan jeg mærke at min tilgang til det meste er meget mere positiv. Det hele er jo også meget sjovere, hvis man fokuserer på det positive! Jeg gider i hvert fald ikke spilde mere tid på at tænke det negative i alting.
Nogen beskriver ULK som en ny slags religion, som de synes er lidt fjollet, men jeg tror bare det er fordi de ikke selv har oplevet den der rus man har efter sådan et fedt kursus. Så måske jeg har fået mig en ny religion, men én ting er sikker:
Det er helt uden at blinke, at jeg siger at ULK har virkelig ændret mit liv!
Uden min fantastiske patrulje og LUP, som anerkendte mig for den jeg er har jeg fået meget mere positivitet i mit liv og jeg føler stadig (efter næsten 3 mdr) at jeg kan klare hele verden. Det kan jeg slet ikke takke nok for! At jeg stadig kan få tårer i øjene, når jeg sidder og hører musik der minder mig om ULK og tænker tilbage på den uge, siger altså utrolig meget!
ULK har gjort mig meget bevidst om hvor stor en del spejder er i mit liv og i min identitet. Signe og jeg sad i går og snakkede om hvad vi havde lavet, hvis ikke vi havde været spejdere. Det var en ret skræmmende tanke og vi kunne ikke rigtig svare på det. Det er ubeskriveligt, hvor meget spejder betyder for mig, og jeg tror kun det er få mennesker der virkelig forstår det.
En helt speciel oplevelse på ULK var afslutningen:
Afslutningen på ULK er noget af det mest unikke og rørende jeg har prøvet. Det var mørkt, og vi stod et godt stykke tid og ventede uden nogen form for lys eller lyd. Vi stod i patruljen, og var bare helt stille sammen. Og selvom vi ikke sagde noget, fornemmede jeg de andres nærvær og i månens skær kunne man fornemme ansigterne i patrujlen og der blev uddelt mange smil. Vi vidste ikke hvad der skulle ske. Jeg var efterhånden ved at være ret træt, men på den gode måde. På et tidspunkt bliver der kaldt på vores patrulje, og vi bliver ført hen til noget lys. Her får vi instruktioner på hvad vi skal. Der er en sti i mørket, som er oplyst af flagermuselygter. Ved hver lygte er der et stykke papir med nogle ord på, som vi skal reflektere over mens vi går. Vi går alene, og vi må ikke kunne se hinanden. Normalt er jeg ikke så meget for at gå alene, når det er mørkt i et forholdsvis ukendt terræn, men jeg følte mig tryg på en helt speciel måde. For enden af stien var der to bål og alle de andre som havde været ude på ruten, stod lige så stille og ventede. Jeg gik hen til resten af min patrulje og vi var stadig helt stille. Aldrig har jeg oplevet så mange personer være så stille og højtidelige. Jeg er stadig imponeret over at der ikke var det mindste pjat eller grinen, men vi var bare HELT stille. Da alle kursus-deltagerne var ankommet til den lille plads med bålene, sagde Christian (kursuslederen) et par ord og der blev sunget en sang. Det var vidst nok de grønnes spejdersang. Selvom jeg ikke kendte sangen, følte jeg mig virkelig som en del af fællesskabet, på en ganske særlig måde. Vi fik vores kursusbeviser og gik derefter hen til vores LUP, som gav os vores ULK-ord. Mine ULK-ord var Uforfalsket, Lærevillig, Kærlig. Derefter stillede vi os tilbage i rækken, mens de andre fik deres kursusbeviser og ULK-ord. Det var en meget rørende oplevelse og tårerne trillede ned af mine kinder under hele cermonien. Det gik op for mig hvor meget jeg havde udviklet mig og at det hele var slut lige om lidt. Jeg blev ved med at sige til mig selv inde i hovedet, at det bare ikke måtte være slut.
Jeg kan ikke rigtig finde på en god måde at afslutte det her blog-indlæg på, men jeg håber mit budskab skinner meget klart igennem: ULK har været en rejse, og noget af det største jeg har oplevet i 2011, måske endda i hele mit liv.
Til aller sidst, et billede af min skønne patrulje 'Hundestejlerne'
Og et billede af hele kurset
